................... ................. Se præsentation på TV2 Fyn - cirka 19 minutter inde i programmet

Om Mute, 2013:

Kristeligt Dagblad:
Det kunne lyde som en traditionel dansk roman om det meget traditionelle, nære liv, men forfatterne, for der er to af dem Anders Vægter Nielsen og Cindy Lynn Brown – har grebet emnet radikalt anderledes an. ”Mute” er skrevet i 3. person, og i en tæt vekslen mellem virkeligheden oplevet fra Richards og fra Benediktes synsvinkel. (…) af og til er de to synsvinkler synkrone af og til er den ene stemme en anelse foran den anden, især kommer den langsomme Richard bagefter, andre steder bryder de ind i hinanden, snakker i munden på hinanden eller etablerer én forlænget bevidsthedsstrøm. Det er en formmæssig flot måde at vise relationen mellem to mennesker på, vise hvad der egentlig sker i den stadige ocillering mellem nærhed og fjernhed, som vi kalder et parforhold. (…)
Romanen hedder ”Mute” og lyden på det TV, som Benedikte skal se Touren på, kommer da heller aldrig til at fungere, hvilket sjovt nok viser sig at fungere på en anden måde, men mute eller lydløs er også den fornemmelse man får som læser, fordi man sjældent ”hører” replikkerne, men i stedet får dem serveret i  3. persons bevisthedsstrømme.
”Mute” er et skarpt lille forsøg på en anden form for realisme.  

Fyens Stiftstidende:
Det er alt det sagte og usagte, som den odenseanske forfatterduo Vægter & Brown har skrevet en skarpsindig lille bog om. (...) Det drejer sig ikke om det udvendige, men derimod om det stille drama, der udspiller sig under overfladen af de tilsyneladende ubetydelige ting, karaktererne siger til hinanden. Og ikke mindst om det de tænker om hinanden. Romanens titel lader os forstå, hvad det er, der grundlæggende foregår i kommunikationen. På den ene side er vi nemlig slået med stumhed, når vi meddeler os, for sproget er ofte for fattigt til at udtrykke vores komplekse følelser, og på den anden råber tavsheden, da vi ikke har nogen dybere adgang til den andens indre. Romanen udforsker dette grundvilkår og rummer mange præcise iagttagelser (...) det kan godt lyde lidt dystert, mem bogen rummer heldigviis en god portion underfundig humor, der kan formidle de mange subtile reflektioner.

 

Litteratursiden:
Hos Vægter og Brown bliver dobbeltheden sat på spidsen som eksperiment, idet romanens to hovedpersoner, ægteparret Benedikte og Richard fra starten tildeles hver sin distinkte stemme i romanen. De to stemmer afløser og supplerer hinanden, og undervejs bliver afstanden mellem stemmerne og synsvinkelskiftene mindre og mindre, de to stemmer begynder at afbryde hinanden og give hinanden kortere og kortere taletid, for til sidst i romanen at nærme sig den fuldstændige sammensmeltning.
Bogen fortælles ikke i kapitler, men i faser, der fortæller i hver sin stemning om Benedikte og Richards sommerferie på en campingplads på Fyn sammen med deres to børn, Dylan og Ditte. Der sker mystiske ting i baggrunden, bl.a. dukker der et lig op på stranden, men selve liget og efterforskningen omkring det synes ikke at optage romanen synderligt. Det gør i stedet de nære ting, de tanker parret gør sig, den måde, deres tanker fletter sig ind i hinanden og kommenterer hinanden på, kort sagt handler det i bund og grund om kommunikation og samspil mellem nærtstående familiemedlemmer.

Det kan også sagtens være, at der måske, måske ikke på et tidspunkt er en, der bliver væk. Helt sikkert er der en skarp og underholdende scene med en flåt, der bidder sig fast på et meget uvelkomment sted, og hvordan det går med det, skal ikke røbes her.  Det skal læses.      


Knud Steffen Nielsen:
"Meget fine billede-tanke-sceneskift meget sikkert ført igennem, psykologiske minibevægelser, der ikke virker påført, men subtilt by showing, not by saying. (…) suverænt organisk, fordi det strømmer ud fra bogens egen mikrofon, indlagt implicit. (…)  Her i MUTE tages feberen på de konventioner, der fører til den luksuskummer. Den kage, vi alle mere eller mindre står i og bager med på.  Tomheden, som igen skrives frem i personernes gøren og rutiner og utroligt tæt på den totale genstandsgørelse af den anden.  Det sidste forudsætter det første. Sproget er præcist. Analyserne, der kan hives ud af personernes manøvrer er præcise. "

 

Jens Peter Kaj Jensen, Lystenvaerk:
" Bogen falder i seks såkaldte faser, seks tableauer kunne man også sige, seks nogenlunde stillestående dage på en campingplads på Fyn, hvor romanens fire hovedpersoner holder ferie i en lejet hytte. (…) Teksten er hele vejen igennem fortalt i tredje person af en fortæller, som skiftevis har Richards og Benedictes perspektiv. (…)Det er en stille, stilsikker fortælling, hvor der sker almindelige ferieting, som da Dylan får en flåt på nosserne. Eller da der er rapseri på campingpladsen. Eller da de besøger Egeskov slot eller spiller Matador.Men der dukker også et lig op på stranden en af dagene. En mand i tresserne. Er han myrdet? Handlingen er nu ikke det vigtige. Det interessante ved bogen er reflektionerne over hverdagslivet, de to forskellige, men uløseligt forbundne perspektiver på den fælles hverdag. Kommunikationen og ikke-kommunikationen mellem de to voksne i familien. Magt, fortrydelser og kærlighed."

 

Magisterbladet:
”Mute” er blevet til i et tæt samarbejde mellem to forfattere, et fænomen man ikke ofte støder på i moderne litteratur udenfor krimigenren. ”Mute” er en hverdagsskildring der foregår i seks faser. Man følger et ægtepar, der skiftevis fortæller fra en indre synsvinkel, mens de er på campingferie på Fyns Hoved med deres børn tvillingerne Ditte og Dylan. ”Mute” handler bl.a. om kærlighed, kommunikation, misforståelser og forsoning. Det er en samtidsroman og en psykologisk roman, men den rummer samtidig et mysterium.